Smagløst… eller min egen Jellingesten?

“Der har jeg rod – derfra min verden går…”
((( I Danmark er jeg født…)))

Døden er i vores tid så institutionaliseret, at det ikke er underligt, at vi ikke ved hvad vi skal stille op med hverken den eller livet!
Men nu er jeg slægtens ældste og indtil videre bestemmer jeg – med alle de dejlige og rigtige begrænsninger det har…

I hvert fald besluttede jeg for et kvartal siden at nedlægge mine forældres gravsted på Bredballe Kirkegård ved Vejle – min fars kiste blev sænket i jorden i 1967 og det var på mange måder det tungeste læs jeg har løftet indtil videre – min mors urne nedsatte jeg samme sted i 1996 efter hun var bisat fra vores kirke i Ishøj Landsby.

Urimeligheden i min fars død er indlysende – både på hans vegne i en alder af 53 og på mine vegne i slutningen af gymnasiet.
Min mors død var efter et fuldbragt liv – vi havde urnen stående på hylden i stuen i en måned inden vi førte den til Bredballe – det var før Storebæltsbroens tid, så hun var med i cafeteriaet på Storebæltsfærgen indsvøbt i min pæne sweater for ikke at intimidere andre rejsende…

Året inden min fars død købte vi gravstedet, og han og jeg “ordnede det” med tagpap underst og stendækning øverst – et år efter ordnede jeg det sammen med min onkel, som var gartner – da var jeg “mand i huset”!

Men nok er nok!
Gravstedet blev sløjfet – og jeg valgte at gravmindet ikke skulle genbruges, hverken som granitflis under en motorvej eller som retoucheret gravminde over andre efter nogle stenhugger-tricks…
For en måned siden landede en palle med 400 kilo granit i vores indkørsel!
Så vidt så godt… men der kunne det jo ikke blive liggende:

Jeg er overbevist om, at mine naboer ville have smøget ærmerne op og have flyttet stenen til sit nye sted på et kvarter – men i mit hjerte var det mig, som skulle gøre det!
Og da det ikke hjælper meget, at mine ærmer smøges op, så blev den flyttet med hjernen…
– plus vægtstænger, skinner, ruller, lodder og trisser… det tog 4 timer!
Men jeg løftede ikke mere end jeg kunne klare med venstre hånd!

Først op at stå:

– pyh, det lettede – tænk, hvis det var den forkerte sten…
Og så lidt forhindringer undervejs:

– og jo, stenen er på afveje – men se lige fotografen!

Den skal altså gerne helt ned til Hjertetræet og den lille gule busk til venstre – og vi er ikke engang halvvejs…

– helidgvis lavede Jytte frokost undervejs, og sådan et projekt løber jo ikke væk imens…
Så stenen nåede frem og blev klodset midlertidigt op – det er ikke helt “i vatter” – men kan dog bære et glas velfortjent hvidvin!

Når det hele har sat sig lidt bliver det rettet til…
Og fra den bænk kan jeg så sidde og kigge på min fortid, se på min nutid…
– og fundere over min fremtid:

– det sidste glæder jeg mig meget til!