Der er altid et sted…

 “Der er altid et sted du ikke når hen…!”

Denne forløsende sætning fandt jeg i dag, da jeg læste i Møllehaves “På myrens fodsti” fra 1975.
En lille, uskyldig sætning – som vel straks afføder tanker om, at “det er jo rigtigt nok, man kan jo ikke nå alt!”
Men værdien ligger ikke i sætningen eller i den spontane tanke – men i eftertanken…!

For det forpligter til at være opmærksom og taknemlig – for det man når og der hvor man er!
Den af mine venner som er bedst til det er katten:

– det er ikke noget fantastisk billede… jeg skulle bare lige afprøve noget fotografisk, og så sad katten der…! Og hvad er en blog eller et link uden billede… 😉

I samme bog kan man læse, at Sokrates “stillede ironiske spørgsmål til de sikre og fordomsfulde – og fratog mennesker deres meninger, fordi det kun var meninger, ikke indsigt og erfaring!”

Fordomsfulde meninger er der masser af for tiden – både hos nogle præster, som synes både dit og især dat om vielse af homoseksuelle par og senest begravelse af “sådanne mennesker”…
Osse hos mange kritikere af disse præster finder jeg flere fordomsfulde meninger end indsigt.
Gammeltestamenlig hævntørst er oppe i tiden…

I min egen livsopfattelse ser det sådan ud, at jeg synes det er synd at nogle præster får deres egen dogmatiske livsanskuelse så galt og forkert i halsen – det må gøre rigtig ondt, men det kan altså ikke vælte min opfattelse af liv og kærlighed.

Det er nemt nok at slå andre oven i hovedet – men man kan ikke argumentere for næstekærlighed.
Derfor er det ikke ment som argumentation at nævne følgende:

Man skal elske sin næste – endda som sig selv – og Kærlighed er lovens fylde.
Forlad os vor skyld, som vi forlader vore skyldnere – tilgivelse har alle brug for.
Og lad den som er ren kaste den første sten.

Så for min del er den verserende polemik sat på plads med “De 3 bud”!