Rødt og hvidt… eller flødefarvet.

– Nej! Fløde var altså mere flødefarvet, da jeg var barn!

Det var dengang mælk var i flasker og ikke var pasteuriseret. Før de brune flaskers tid – mælkeflaskerne var klare og gennemsigtige, og låget var ligesom meget kraftigt stanniol. Vi brugte det til at folde sammen og sætte på cykel-eger som pynt… Mælkemandens hest hed Lotte og havde mulepose – han stillede vores mælk på trappestenen, hvorfra jeg hentede den ind til havregrøden. Fløden svømmede ovenpå og fyldte de øverste 5-6 cm i flasken. Jeg SKULLE ryste flasken – men i nogle familier blev fløden hentet op med en “fløde-dykker” – til kaffen. Nogle morgener var det hele ligemeget… solsorten kunne en kunst, som den nu har glemt: Den kunne prikke hul i stanniolkapslen og drikke al fløden… vi andre drak resten!

Om vinteren var det spændende – da kunne frosten presse en fløde-issøjle omkring 5 cm ovenud af flasken…
Så tog havregrøden lidt længere tid – men jeg havde tiden for mig selv…!

Da jeg blev omkring 10 år lagde mælkemanden osse noget andet: ½ isklump til is-skabet! På størrelse med 1½ pakke havregryn af de store – det var vores debut i moderne tider inden vi i 1960 fik fjernsyn, da jeg var fyldt 12 år og der var Olympiade i Rom, hvor Danmark vandt sølv i fodbold og 4 spillere på holdet var fra Vejle, min barndoms by!

Men nu det med flødefarvet… Jytte puttede i efteråret nogle blomsterløg i jorden under grundigt opsyn:

– men de ville ikke blive dernede, de ville op!
Så nu står der noget, som ligner hvide tulipaner – men rigtig hvide er de jo ikke, heller ikke rigtig flødefarvede – så de mindede mig om alt det ovenstående… 🙂

Nu er Jytte som sådan ikke berøringsangst – undtagen hvad angår havearbejde…
Og det er min egen skyld for mange år siden – hvor jeg havde plantet og sået, og Jytte på et tidspunkt gik i gang med at luge – og hun fjernede både ukrudt og krudt!!!
Egentlig har jeg ærgret mig mange gange og mange år siden – men det er vist min egen skyld… 🙂
Derfor er det banebrydende og lover godt for fremtiden, at “Jytte har været i haven”!

Og selvfølgelig er Jyttes tulipaner ikke som alle andre:

– der er noget krølle-bølle-agtigt over dem!
Selv tror jeg, at det er udveksling af arveanlæg fra den dag hun puttede dem i jorden…

Næste billede er osse fra i dag.
Jytte – hende med de grønne finge og den brækkede skulder – var i dag til røntgenkontrol af sit seneste handicap!
Det går for øvrigt planmæssigt og godt, den er stadigvæk brækket… det tages alvorligt, og der iværksættes professionel optræning om dobbelt så lang tid… hun oplever noget (nyt)!
Men jeg vil jo gerne hjælpe efter fattig evne – så jeg ventede på hende bagefter ved bussen i Landsbyens Bygade – det er immervæk 100 meter fra Det lille gule Hus… 🙂

Nu er jeg principielt altid i god tid – og støtter mig af samme grund altid til min ven, Nikon!
Så på vej imod busstoppestedet fik jeg øje på røde og hvide farver:

– først de næsten usynlige, røde tulipaner med Landsbyens ældste hus bagved – det var dem som i forrige blog var “det røde felt”! De får lige et billede helt for sig selv:

– og så “Det halve Flag” – Ishøj Kirke ligger direkte overfor disse tulipaner…
Jeg har gjort mig til vane, at når kirkeklokkerne ringer midt på dagen, så standser jeg græsslåmaskinen eller flishakkeren eller radioen eller den bærbare – og holder pause – hvis jeg luger, så luger jeg videre og lytter… faktisk kan jeg høre på længden af klokkeringningen hvilken kirketjener, som er på arbejde… Karina er hurtigst… 😉

Men det gør altid indtryk på mig, at klokkerne ringer for et helt liv!
(Jeg læste for år tilbage, at en livsklog sygeplejerske sagde til et forældrepar, som havde mistet en ung søn: “Husk, det var et helt liv!”

– og de samme to klokker har gjort det i mange, mange liv – både for mennesker jeg ikke har kendt og for nogle jeg holdt af – det er dejligt, at gå med hat, for så kan man ta’ den af!

Og SÅ kommer sløjfen tilbage til starten af dette opslag – helt tilbage til mælkemanden og Fjernsynet i 1960, hvor Vejle Boldklub havde 4 spillere på Sølvholdet i Rom – jeg kan kun huske Tommy Troelsen, som var vikar på min skole… (Allan Simonsen var en bette knægt et par klasser under mig… 😉

MEN jeg kan huske en dansktime, der som ALTID  startede med at “læreren” skrev en historie på tavlen, som skulle analyseres og sættes med komma og punktum… :
” – så nu bliver det spændende hvad næste kamp bringer…!”
Læreren var Huge Sørensen, som på det tidspunkt (gennem 10 år) var formand for Vejle Boldblub!

Netop i dag fik jeg melding om, at han døde 9. april som 89-årig.
Det var ham, der som sportstrænet 40-årig smak Ole på 12 en smældende lussing…
Jeg har talt med ham om det ved skolejubilæer, senest for ganske få år siden – uden at slå tilbage..

Men jeg bruger stadigvæk den samme tegnsætning… 🙂