Tant og gøgl og fjas…

Hvad “Tant og gøgl og fjas” så nærmere bestemt er… ja, det kan måske være svært at forklare kort, så mange forstår det rigtigt og kun få forkert.
Jeg brugte udtrykket i går i et opslag på Facebook – og i den sammenhæng er min betydning: “Underlødig”, hvis det skal forklares helt kort – mens det i andre sammenhænge er sjovt og underholdende.

Egentlig skulle det måske slet ikke have været et FB-opslag, for jeg vil helst samle mine eksistentielle og seriøse opslag på bloggen i stedet – men jeg valgte den form og det forum af umiddelbar lyst til at fortælle om min søndagsoplevelse.
Her gentages opslaget –  samtidig  sættes det i en bredere sammenhæng – herunder og  indtil billedet ses det som citat – og efter billedet uddybes sammenhængen.

Linket til opslaget på FB er HER.
———————————————————————————————————————————

“Mit hjerte banker mest for middelalderkirker…

Alligevel var jeg i dag til højmesse i den nyeste af kirkerne i Ishøj, nemlig Vejleå-kirken, som jeg arkitektonisk set absolut ikke bryder mig om.
Dog er Peter Brandes’ glasmalerier i gavlvinduerne altid en oplevelse – og når “Solen stiger op i Østen”, som den gjorde i dag, ja, så er det et imponerende skue.

Kirkens orgel og kor er så godt, at jeg var lige ved at vælte omkuld flere gange. Til trods for at kirken har nogle akustiske problematikker, så var det frydefuldt at lytte til – og jeg sang med.

Men det var nu ikke trylleriet med lys og farver, ej heller var det orgel og skønsang, som afgjorde mit kirkevalg i dag – nej, jeg valgte med omhu, fordi jeg gerne ville høre dagens prædiken holdt af den skarpeste kniv i skuffen – dagens præst i Vejleå Kirke var Vibeke Ahle.

I vanlig stil fastholder hun videreførelsen af den kirkekamp, som Søren Kierkegaard indledte – og det glæder mig at høre tant og gøgl og fjas sat på plads fra prædikestolen – og kristendommens budskab sat i højsædet!
Jeg håber, at formanden for menighedsrådet lyttede godt efter.

Det var en go’ søndag – det var heldigt, at jeg kom den i hu… 🙂

Tryk på billedet for stor udgave på ny fane

 

Jeg går ofte i kirke – og på flere forskellige måder.
Min egentlige sognekirke er Ishøj Kirke her i landsbyen – jeg kan kigge derover, og kirkeklokkerne er en daglig glæde for mig – der er flere kirker i sognet, men denne har jeg betragtet som “min” gennem mange år.
Når jeg er i sommerhuset bruger jeg Odden Kirke – den flotte, røde kirke på Odden.
Min tilknytning til den er blevet meget stærk gennem nogle år.

I dagligdagene – og dem er der jo flest af – holder jeg meget af, at Odden Kirke er “vejkirke” – den er åben i dagtimerne, og jeg sætter mig ofte ind i det rum, hvor jeg kan finde min egen ro til min egen tro.
Så ofte det er mig muligt går jeg osse til Højmesserne – jeg føler mig “hjemme” og klinger godt sammen med menigheden og præsten – og så er kirkesangeren den bedste jeg nogensinde har oplevet, hun stråler af glæde og nærvær over at være en del af søndagen – aldrig har jeg oplevet indgangsbønnen og udgangsbønnen mere vedkommende, end når hun læser den!

Højmesserne – uanset hvor jeg er – er med årene blevet vigtige for mig.
Helt væsentligt i min sammenhæng er fordybelse, bekendelse, bøn, eftertanke – og så et input ud fra dagens tekst og en fortolkning i form af prædiken.
Så selvfølgelig betyder “præsten noget” – hans eller hendes “teologiske profil” betyder noget – og det gør det personlige indtryk osse – men uden det overskygger kernen i kirke og tro.

For mig er det noget helt andet end at gå i biografen  lytte til yndet eller spændende musik, eller deltage i en eller anden event – jeg kommer ikke for at blive underholdt.
Og netop i det aspekt kan man iagttage strømninger, hvor nogle præster forsøger at “genoplive” gudstjenesteformen for at imødekomme behov og ønsker, så det måske kan virke tiltrækkende på nye kunder i butikken.
Og denne  tendens er i mit opslag betegnet som “Tant og gøgl og fjas”.
Og i “min teologi” er det “underlødigt”.

Det nye, jeg søger i kirken, ja det er det kærlighedsbudskab, som er nyt og livgivende hver eneste gang man får mulighed for at fordybe sig i det.
Hvis højmessens form eller indhold bevæger sig væk herfra, så står jeg af.
Og hvis det overdøves af andre og populistiske tiltag, så går jeg hellere stille min vej.

Så DET var min mening med “Tant og gøgl og fjas” – jeg undgår de sammenhænge.
Og når jeg møder klar og tydelig tale imod det, enten i  i dagens debatter eller fra prædikestolen, ja så glæder det mig.

Så DET var min søndags-oplevelse, som jeg gerne ville dele ud af med mit opslag på FB i går.