Noget om ost…

Allerede inden jeg åbnede øjnene i morges, var jeg klar over, hvad der var i vente.
Sidste halvdel af natten havde jeg flere gange hørt blæst af stormstyrke mod ruderne – når vindretningen er fra syd eller sydvest, står blæsten frejdigt  ind over Sejerøbugten og samler sig lige præcis på terrassen foran sommerhuset.
Så kommer der for alvor gang i en uro af norske koklokker, som vi har hængende der som minde om “Gamle Eli” – som har været død og borte i mange, mange år – men klokkerne består, ligesom mange historier af hende og om hende.

Vinduet lige over min hovedpude vender i samme retning, op mod vinden – og trods mørklægnings-rullegardinet kunne jeg godt høre regnen piske imod, inden jeg rullede op til den fagre, nye dag… no’en skulle jo tage sig sammen og koge thevand, og her var kun mig!

Jamen… det var jo som at være barn igen!
Sådan så det ud dengang, når vi var i en rigtig osteforretning for at handle!
(Klik på billedet for at se det stort.)
Der var nemlig en mekanisme, som konstant sendte rindende vand ned af butiksvinduet på indersiden – det gjorde det svært at kigge ind på varerne, men sådan her så det ud indefra.
Det er vel efterhånden kun en fjerdedel af Danmarks befolkning, som har oplevet det, mens alle resten er gået glip af megen mystik 🙂

Jeg satte mig for at finde ud af, hvad det gik ud på, og hvorfor det forsvandt – længe leve Google.
Det var frisk rindende vand, lige fra vandhanen, som blev ledt op til et vandingsrør med huller ovenover vinduet – det havde derfor grundvands-temperatur på omkring 5 grader, når det løb ned over vinduet og hjalp med til afkøling af forretningen. Derfra blev det ledt direkte i kloaken – genbrug var en by i Rusland.

Desuden skulle vandet hindre, at ammoniak og luftarter fra osten (det må have været “lugt-arter”) skulle sætte sig på ruden og give et fedtet og uhygiejnisk indtryk på kunderne. Ligeså holdt det fluer væk fra vinduet – men historien fortæller ikke noget om, hvor fluerne så satte sig.
Endelig skulle vandet opsuge lugt fra lokalet – det anbefales stadigvæk at sætte en spand rent vand på gulvet, hvis et kloakafløb har forårsaget oversvømmelse, for at fjerne kloaklugten.

Ostebutikker med rindende vand i vinduerne findes ikke mere.
Vandafledningsafgifter og stigende vandpriser satte en prop i hullet.
I modsætning til mit vindue, som har været rindende vådt det meste af dagen 🙂
Og så lever fænomenet videre i en gammel revy-sang om “Solitudevej”, hvor sidste vers slutter med ordene:

Der er dryp ned fra himlen og dryp i mit blik.
Og vi græder om kap med en ostebutik.
Og jeg drømmer om Kaj – uh, det studekvaj !
Om manda’n. I regnvejr. På Solitudevej.

Ak ja – Kunsten at græde… og så er det endda osse mandag 😉