Med livrem og seler…

 – udtrykket giver vel sig selv, det er sammenhængen der betyder noget!
Ganske vist GÅR jeg jo rent faktisk både med livrem og seler, men det er af ren og skær blufærdighed fordi jeg ellers taber bukserne – når man er så tynd som jeg er og har så smalle skuldre, så kan man ikke sikre sig for meget…!
Men betydningen lige i dag er en anden – gennem lang tid har jeg haft dårlig samvittighed over min data-sikkerhed.
Gennem mange, mange måneder er der ikke lavet sikkerhedskopi at fotos og dokumenter – og det er altså mange, mange GB!!!
Jeg kan huske en gammel IT-sentens: “Rigtige mænd tager ikke backup – men de græder meget!”
Det har jeg osse prøvet nogle gange i årenes løb, hvor selvdisciplinen har været mindre end mængden af data…
Men NU har jeg rettet op på det endnu en gang – alle data ligger nu igen sikkert på en ekstern harddisk, og jeg mangler kun lige at sætte det i gang med at sikkerhedskopiere sig selv til et sted på nettet, så er der 2 fysisk adskilte kopier!
Og så er der faktisk en følelse af “nyfødt friskhed”, når pc’eren ind imellem bliver tømt for gamle billeder – ligesom at starte påny.
– hvilket ikke rigtig har noget med følgende billede at gøre:

– som stammer fra våbenhuset i Ishøj Landsbykirke – uden jeg hermed vil påstå, at der plejer at være megen larm… 🙂
Men det bliver der i morgen i Vejleå Kirke, for klokken 18 opføres Bach’s Mathæus-passion for solister, 2 orkestre og 2 kor – det kommer ikke til at gå stille af – og jeg stiller op i god tid for at få en af de go’e pladser efter at have betalt indgangskollekten på 120 kr.
http://bachkoret.dk/
(Kan osse opleves i Helligåndskirken Langfredag kl. 15 til en højere pris…)
Så bliver der sikkert bedre plads til højmessen i Landsbykirken Skærtorsdag klokken 10 – hvor det er Kirsten Roed, som skal forsøge at styre gemytterne, gangstativerne og rollatorerne under kampen for at nå først op til nadveren, som jo har indstiftelsesdag… 😉
Dette indlæg blev udgivet i Eftertanke. Bogmærk permalinket.