– og det gør den “for at skinne på andre”.
Sådan står der i første linje i en salme, som er skrevet af Holger Lissner i 1980.
Man skal næsten hele salmebogen igennem, inden man når til den som nummer 786.
Men det er hele turen værd.
Den efterfølges af “Du som har tændt millioner af stjerner” – det er den, som mange lyttere af Giro 413 på det nærmeste tilskriver Lene Siel – men det var altså Johannes Johansen som skrev den i 1981/82 – han døde for få år siden, og man fristes jo til at antage, at han nu funkler.
Det er underfundigt, at netop de 2 salmer står i forlængelse af hinanden.
Lene Siel har for øvrigt udmærket sig i fremførelsen af begge, og det er værd at lytte på.
(Nederst under opslaget er der et link, hvor du kan høre Lene Siel synge salmen)
Billedet herunder tog jeg for et par dage siden ved sommerhuset.
Jeg havde et ærinde i Hytten – og ved overgangen til den kommende nats frost så det rigtig flot ud med den lave sol og de sidste stråler gennem hegnet. Da jeg om aftenen så billedet, svarede det slet ikke til min oplevelse, så det måtte en tur gennem den kraftige vridemaskine ved navn Photoshop – like it or not – og det kom til at se sådan her ud…:
Lad mig vende tilbage til salmen om “Solen” – for “alle i verden har brug for dens lys”.
Hvornår jeg først lagde mærke til den, det husker jeg ikke – men den hørte gennem mange år til inden i mig som noget smukt.
Det var en eksplosion i mit hjerte, da den for nogle år siden blev sunget ved den begravelse i mit liv, som har berørt mig dybest. Hverken ord eller billeder kan tilnærmelsesvis beskrive sorg – jeg vil end ikke forsøge.
Men salmen blev uløselig knyttet til sorg og smerte, uanset hvor jeg stødte på den.
Der skete en sammensmeltning – omend ensidig. Jeg kunne ikke længere høre eller synge salmen uden at forbinde den med sorgen og smerten. De 2 ting var ikke identiske – men fra salmens vers gik der en ensrettet vej, og der var ingen vej tilbage.
En af de sammenhænge, hvor salmen optrådte, var i forbindelse med en række “Stille-Gudstjenester / Ro til Tro” i Ishøj Kirke. De afholdes hver 2. torsdag i måneden – jeg kan kun anbefale dem, og der er altid ledige siddepladser… og så er der kun 1 salme, den går igen og er ens hver eneste gang: “Nu går solen sin vej…”
Under den passage hviler jeg stemmen…
Måske kan man synes, at det er “ærgerligt”, at salmen på den måde blev “ødelagt” for mig – anførselstegnene er nødvendige, for jeg kender ingen ord, som på rimelig vis beskriver mekanismen eller følelsen.
Men man kan måske i stedet synes omvendt – i den betydning, at hvor var det godt, at det var noget smukt og varmt, som smeltede sammen med sorgen.
Det var netop den tanke, som ramte mig den anden dag, da jeg skulle til Hytten og fik solen i øjnene.
Sideløbende med sorgen er der noget smukt.
Det opvejer den ikke.
Og fjerner den slet ikke.
– det vil jeg absolut heller ikke ha’!
Men det smukke er der – osse.
—————————————————————-