“Herren velsigne dig…” – og hvad så…?
( – og du skal læse helt til slutningen af opslaget for at få svar på “og hvad så?”)
Oplevelser, som ikke er forventet, inviterer til at være fordomsfri – det er bare så svært.
Sådan en oplevelse havde jeg i søndags i Odden Kirke – det var “Mariæ bebudelsesdag”, og i anledning af den positive graviditetstest år 1 før Kristi fødsel var Højmessen i luksusudgave med deltagelse af Odden Kirkes kor.
Det kor kalder jeg i mit stille sind for “De sølle syv” – men det er pænt ment!
Det kniber nemlig meget på Odden at samle stemmer nok til at dække korets stemmer ind – en enkelt fra spindesiden har stemme til at hoppe over på sværdsiden, hvis det kniber ekstra – og det er ikke noget jeg finder på, hun fortalte det selv, da jeg stødte på hende under en tur til nærmeste købstad i går!
– men tilbage til “oplevelsen”: Den sørgede “De sølle syv” for, da de i stedet for det sædvanlige postludium sang “Panis Angelica” komponeret af Cæsar Franck. Det blev en kæmpe oplevelse for mig af skønsang og indlevelse!
Jeg måtte senere spørge til titel og komponist og lede på nettet – og nederst i dette opslag kan du finde et link til en anseelig større optræden, men min oplevelse, det var i Odden Kirke, og det har jeg sørget for, at de ved!
I dag blev der afholdt mindegudstjeneste i samme kirke for de faldne i “Slaget ved Sjællands Odde” den 22. marts 1808.
Willemoes lægger navn til begivenheden, og det er med deltagelse af mange høje militærpersoner samt nogle menige, som kan spille og synge (det er vist derfor, at det i flere år har været nødvendigt at flytte højtideligholdelsen et par dage..)
Jeg var på udebane, men blandt ligemænd. Flere af de prominente fra militæret går med sabel, og jeg går med stok.
Præsten – Kristian Massey Møller – sætter en ære i hver eneste søndag at hilse personligt på hver enkelt i kirken.
Det sidste kvarter før gudstjenesten summer han rundt i kirken som en flue under middagsluren – hilser på den ene, snakker med den anden, nye som kendte – og han imponerer mig ved, at han for sit indre syn med sikkerhed ved, hvem han undervejs har hilst på og hvem ikke i sit virvar af hilsen og snak og frem og tilbage!
Han og jeg stod blandt alle disse hilsener og snakkede om min uventede og store oplevelse af “Panis Angelica” – pas endelig på den automatiske stavekontrol, for Panis staves faktisk med “a”, og titlen betyder “Englenes brød”.
Jeg fortalte om en anden gang, hvor jeg følelsesmæssigt væltede helt omkuld – det var i Lumsås Kirke til en Allehelgens-gudstjeneste”, hvor “Umbra mai fu” erobrede en plads i mit hjerte – så den linker jeg osse til nederst.
Og SÅ sagde Kristian: “Du skal da lige høre om den gamle kirkemand Knud Hansen – han brugte i venskabelige sammenhænge en særlig formulering af den aronitiske velsignelse”:
“Herren velsigne dig og forbavse dig… “
Der fik jeg så endnu en uventet oplevelse – og slutter med at linke til et par af de andre inden et finale-foto:
Dette indlæg blev udgivet i
Opslag. Bogmærk
permalinket.
