Og hva’ har det med sagen at gøre…

 – egentlig ikke en hylende fis! Og dog….

Hvis “sagen” er, at jeg er taget i sommerhuset for at være “mig selv” så ligner der sågu’ da ikke noget, at “Lille John” kommer kørende på sin damecykel… han burde jo være hjemme i Ishøj Landsby, rive gruset foran huset og holde øje med Bygaden… flere af mine lokale FB-venner vil genkende ham, om ikke andet så på bukserne!!!

Lille John…

Jeg vidste jo godt, at han havde et sommerhus “i nærheden” – på finurlig vis er det lykkedes gennem flere år ikke at støde sammen… men jeg vinkede, og billedet er 15 sekunder inden han tænkte: “Ham kender jeg sgu’ da!” – bremsede op og vendte cyklen – gensynsglæden var stor!

Det er ofte mærkelig hvor lidt man bestemmer selv – men overfor Lille John kan man kun være imødekommende, hvilket tog en times tid – han grund er 3 gange så stor som min, der er 2 huse bedre end mit det rådne – og alt er ordnet!!!
Sådan noget går en følsom sjæl som min på…

Det lykkedes nogenlunde at indkapsle dette afbræk i min egen sjælevandring… det hjalp at komme hjem, rugbrød med lakse-paté og en Krone-snaps (Lille John har været ædru alkoholiker i 16½ år og har ikke røget de sidste 10!!!)
Egentligt et opbyggeligt møde!

Under min daglige tur til købmanden plejer jeg at begrænse mit ordforråd… 212 kr, på beløbet, Tak!
Det er ikke helt rigtigt, for jeg følger levende med i butikkens liv og har penge i klemme i anpartsselskabet….
Men hvorfor pokker skal jeg lige løbe ind i den hjemmehjælper, som jeg var sammen med da vi skulle have “Willy afsted” for 2½ år siden – inden han døde 5 dage senere…
Ok – det var faktisk godt at snakke sammen igen – hun er mere end almindelig sød, og ligesom vi har Willy’s kat, så har hun nu en Labrador på 3 år… men det er en helt anden historie… jeg tror jeg vil ha’ en labrador…

Her i sommerhuset er det egentlig ligegyldigt om man kigger mod Nord, Syd, Øst eller Vest… alle steder har vi kendt mennesker gennem vores 28 år her – og nu er de døde!
Netop på vej til Købmanden mødte jeg en nabo, som havde meget brug for at tale om sine seneste minder omkring Lizzi… Hallo! Hun var min hjerteveninde!!!

Jeg kan godt selv se min “emotionelle reaktion” i perspektiv… hvad bilder hun sig ind at have minder og beretninger om min hjerteveninde, som er senere end da jeg var sammen med hende sidst!!!
Men her sidst på aftenen er jeg jo glad for samtalen – og tror, der bliver en forlænger, for både hun og jeg har behov for det!

I denne sommerhus-uge læser jeg sidst på eftermiddagen, mens det mørkner.
Med dagens arbejde i kroppen og tankerne “fri ved fod” – som det hedder, når hunden ikke er i rem, men skal holde sig til!!!
I øjeblikket er det en (lovlig vidtløftig) tolkning af Skabelsesberetningerne i 1. Mosebog, hvor jeg synes, at trådene trækkes for langt!
Men det gør indtryk på mig at se udtrykt hvor meget af mit eget følelsesliv som kan “genfindes” i disse ur-beretninger…
Hvad stiller man op med disse eksistentielle påstande om at skam, angst og skyld er grundlæggende livsvilkår…?

– og at det netop er i det, at livet skal findes og leves…