Man skal beskikke sit bo…

Det er så gammelt, det ord, at jeg næppe uden videre kan forklare betydningen… at beskikke sit bo… en underlig formulering!

Men jeg har betydningen rullende med blodet i årene, og mere i dag end sædvanligt.
Efter min svogers bisættelse i sidste uge har jeg åbnet denne uge ved at tusse alene rundt i hans lejlighed hele dagen for at gennemgå hjørner og gemmer, mest alt sådan noget som papirer, mapper, fotografier, underlige æsker i klædeskabet, lommerne på de pæne jakker og tasker og poser… alle de steder, hvor der kan ligge noget vigtigt.

Straks efter dødsfaldet lavede vi et kommando-raid for at sikre de allervigtigste papirer og genstande med affektionsværdi – der er alt for mange historier om indbrud i dødsboer, og selv bedemanden anbefalede det, selvom det strider imod skifterettens forskrifter.
Og i det hele taget er der en masse oplysninger, som man er nødt til at “få fingre i”, hvis man skal forestå er ordentligt forløb i dagene efter et dødsfald og alle aftalerne omkring bisættelsen.
Der er et utal af mennesker som skal orienteres umiddelbart, og hvor det ville være synd for alle parter, hvis informationerne om at et liv er afsluttet først når frem for sent!

Min søster og svoger havde ingen børn – det er jo yderligere en dimension, nu da hele boet efter dem skal ryddes op og ordnes. Og det er Jytte og jeg som står for at “lukke og slukke efter festen”.
Godt nok var den eneste bror og svigerinde plus deres børn og svigerbørn herovre fra Jylland i forbindelse med bisættelsen – og det lettede da osse boet for en lang række effekter, men det med at gå det efter i sømmene og tage de sidste beslutninger om mange små og store ting, det er vores opgave.

Og det er derfor man skal beskikke sit bo, mens tid er!
Tage stilling til hvad der skal sorteres bort og væk, disponere over værdier og småting og selv skelne mellem hvad der efterlades eller bortskaffes af de ting og effekter fra livet, som balancerer på den 3-æggede kniv af almindelighed, personlighed og “privat-hed”.

Det er meget underligt og specielt at rode rundt imellem private ting, der på det nærmeste ligger og venter på, at rette ejermand bliver rask og vender hjem.
Det har meget med blufærdighed at gøre – men jeg oplever det ikke krænkende, hverken for ham eller for mig, for der er nogle regler og former mellem “levende mennesker”, som får et videre og endnu mere forpligtende perspektiv, når man selv er den eneste levende!
Så altså: Ikke krænkende for nogen… men det er en meget speciel følelse at skulle være den som “beskikker” på andres vegne!

Der er osse et helt andet aspekt – og det er nærmest som at få en uventet gave: Godt nok er anledningen til at boet skal gøres op som udgangspunkt sørgelig – men utallige små fund fra svundne tider vækker så utroligt mange minder, og det er minder med glæde og med taknemlighed for alt hvad den anden har givet gennem et helt liv!
Ydermere er jeg osse selv i tidens løb blevet en del ældre (ikke meget, men alligevel…) – så i min aktuelle dag dukker der pludselig glædelige minder frem, som er mange livs-år gamle, men som jeg i grunden havde glemt – og som jeg nu ser og oplever på en anden måde, end dengang jeg havde den primære oplevelse som barn!

Det sidste aspekt minder forunderligt om dele af den tekst, som blev brugt ved bisættelsen: “Da jeg var barn, oplevede jeg som et barn – nu da jeg er voksen, oplever jeg som en voksen…” (Paulus’ 1. brev til Korintherne, kap 13).
Godt nok er den samlede betydning en anden – men alligevel!

Jeg var træt på både legeme og sjæl, da jeg i skumringen gik mod bussen, som indledte 2 timers hjemtur – på den go’e måde, som man siger.
Og i stedet for mange Nikon-skud som foto-dokumentation hvis skifteretten brokker sig, så kunne jeg slutte med et par skud af aftenhimlen – en af de gange, hvor man 5 minutter senere i mørket ikke kan forstå, at det virkelig så sådan ud…

Set fra Dragør mod St. Magleby – med Lufthavnen gemt bag træerne.