Motion er sundt – for sjælen…
– i behersket omfang er det osse sundt for kroppen, altså hvis ikke det griber om sig og tager overhånd 😉
Min egen motionstur i dag var begrænset til, at jeg selv hentede frisk purløg nede fra baghaven til min frokost – jeg overvejede at nøjes med lidt grønt fra køleskabet, men ”Nej”!
Det er ikke noget som det første purløg fra friland!
Den tur svarer nogenlunde til min aktionsradius i disse dage:
Mit ene knæ er overbelastet og pakket ind i en avanceret anordning med støttebind, velcro og skinner med hængsler, så der ikke sker vrid og skæve belastninger men kun rene hængselbevægelser.
Sofaen og gyngestolen er overbelastet – og 2 gange om dagen er det frydefuldt at smide knæstøtten og ligge en time i vandsengen – katten synes, det er hyggeligt!
Problematikken passer rigtig, rigtig dårligt til årstiden med 2 haver og et projekt, hvor sommerhuset skal restaureres – og så er der lige det der med sjælen:
Motion og fysisk aktivitet sætter kroppen i gang med at producere dopamin, endorphin og andre signalstoffer, som lander i hjernens frontal-lab og giver en følelse af velvære og (selv)tilfredshed. Man får det godt med sig selv!
Dertil kommer, at det er tilfredsstillende at betragte noget, som ER udført!
Så er det ikke så svært at regne den omvendte situation ud…
I det hele taget er vores identitetsopfattelse af os selv som mennesker tæt knyttet til hvad vi kan og gør og præsterer – hvilket jo indeholder kimen til en undervurderet problematik i forbindelse med pensionering fra arbejdsmarkedet, arbejdsløshed eller funktionsindskrænkende sygdom.
Vi er (alt for) bundet til at opfatte menneskeværd som udtrykt ved, hvad et menneske kan og gør.
Det er meget svært at skønne på det værd som ligger i selve det ”at være” eller at ”være menneske” – både hvad angår andre og en selv!
Så det er en utilfreds dag og en utilfreds ”mig” – og jeg har ellers endda øvet mig rigtig meget og længe.
Jyttes stedmoderplanter ser osse lidt vrisne ud… 🙁

Dette indlæg blev udgivet i
Eftertanke,
Foto,
Småsnak. Bogmærk
permalinket.