At føre sig frem + 2 fremmede kvinder + 3 unge fyre…

Selvfølgelig vil jeg gerne tage mig lidt godt ud!
Ligesom kastanien ved vores gadekær er ved at gøre sig parat til, og det kan vist ikke vare længe…:

Den gør det jo helt tydeligt med hensigt på befrugtning og forplantning, og det skal nok lykkes for den på trods af de Miner-møl som midt på sommeren får den til at ligne noget, der er ved at gå ud!

Det var nu ikke samme hensigt jeg havde, da jeg gik til koncert i går – men vinterfrakken var skiftet ud med en farvevstrålende poncho, som jeg gennem snart 15 år har brugt for at prøve at skjule, at jeg er dansker…
Selvfølgelig er det selv-iscenesættelse… som i grunden er et meget spændende begreb, hvor det er tydeligst og lettest at forholde sig til andres – hvadenten det nu er positivt eller negativt.

I pausen under kirkekoncerten landede jeg uforvarende i sådan en situation – og jeg bliver altså meget nemt genert: En fremmed kvinde ved siden af mig henvendte sig og sagde: “Hvor er du en flot og spændende mand at se på – nærmest malerisk!”
 – og det kan da ellers nok være, at kinderne blev røde, og jeg skyndte mig at fortælle om, at jeg i mange år havde set helt almindelig ud pga. nogle forventninger i mit erhverv, men at når man var langhåret da Beatles kom frem og var student fra ´68,  så var det indlysende at lade hår og skæg gro efter pensioneringen…
Og så snakkede vi resten af pausen om de 4 byer hvor hun havde haft sin lærergerning – sad fortsat sammen under resten af koncerten – og sagde pænt tak for i aften og hvor var det dog en fantastisk oplevelse…!

Så var det helt, helt anderledes og omvendt for nogle år siden foran Bilka…
Jeg havde lige parkeret min knallert – og så en fremmed kvinde styre målrettet imod mig.
Hun råbte ind i ansigtet på mig: “Så få dog for fanden det skæg klippet af – vi er jo ikke i 60’erne!!!”
Næsten inden lyden havde lagt sig var hun væk igen – hvor er fremmede kvinder dog meget forskellige!

Nå – tilbage til i aftes, hvor jeg efter koncerten igen iførte mig min poncho og på vej mod bussen skulle igennem en lang, lang tunnel – de eneste andre mennesker var 3 højrystede unge tyrkiske fyre med kurs imod mig.
Det brød jeg mig i grunden ikke meget om, så jeg foldede skuldrene ud indenunder ponchoen og så bred og målrettet ud – satte stokken i fliserne som en mand der ved, hvad han vil!!!

Da vi passerede hinanden sagde den ene “Hej” – det var da i grunden meget venligt…
5 sekunder senere råbte han mig an: “Er du præst???”
– se, sådan havde jeg endnu ikke set mig selv, men min poncho kan åbenbart gøre det ud for messehagel…!
Mødet med de unge havde forsinket mig så meget, at jeg missede bussen med 10 sekunder – og det er alt for mange.
Men hvor havde jeg dog oplevet meget og ført mig frem…

Ligesom en anden busk i haven, som lige i øjeblikket er fuldkommen ligeglad med nattefrosten – den vil bare ud, frem , op og blære sig med sin pragt – det er en af vores mørklilla magnolier, som af en eller anden grund altid vender blomsterne imod nord – jeg ved ikke hvad det ligner:

– gad vide hvad jeg oplever i morgen?