Der er masser af talemåder i retning af, at “når en dør lukkes, så åbner der sig en anden”…
Og det kan mange steder i livet være en rigtig god holdning, selvom jeg ofte har syntes, at lyden har været lidt hul, når jeg er stødt på sætningen. Men her er i hvert fald et billede af en dør:
Den er en at ualmindelig mange i et gammelt gartneri i Ishøj Landsby – drivhusene er for tiden i overgangsfasen mellem at styrte sammen og at blive fjernet… og det er i nævnte rækkefølge…!
De senere år har det bare ligget hen i forfald – men jeg kan huske, da de var fyldt med 100.000 chrysanthemums – så vidt jeg ved var det en af landets største producenter af den blomst.
Men der er stadigvæk frodigt om sommeren derinde – et væld af fritvoksende ukrudtsplanter.
Selvfølgelig er det bare en dør – men for mig osse et billede på hvor spændende det er at kigge ind!
Både i gamle huse og i livet selv – og når det som her er at kigge bagud, så har det selvfølgelig et kraftigt skær af nostalgi.
Men nostalgien er utrolig meningsfuld, hvis man tænker efter…
… hvor kan man ellers finde perspektiv og indsigt, som peger fremad…!
