Måske sku’ man bare holde mund…

Der er bestemt overhængende risiko for, at jeg gør mig selv totalt til grin ved dette opslag…
Måske skulle jeg bare holde min mund… og lade andre om det (altså at gøre sig selv til grin)…
Men jeg kan altså ikke lade være… så må jeg ærgre mig bagefter…

Jeg kan jo godt se, at de har ret… i hvert fald et stykke hen ad vejen…
Men straks man har bevæget sig et stykke, så kan man kigge sig tilbage – og egentlig ikke længere finde hovede og hale!
Det er lidt ligesom alle de hellige splinter af Jesu Kors: Hvis man samlede dem, så er der træ svarende til en mindre regnskov! Og selvom kulstof-14-analyser viser mirakuløs stilstand i det radioaktive henfald, så fastholdes helligheden!

Sådan er det osse med Whitney Houstons fanskare: Her i dagene efter nyheden om hendes dødsfald, så er fanklubben næsten større end antallet af mennesker…
I hvert fald råber de meget højt om, hvor meget hun altid har betydet for dem – i nogle tilfælde endog i flere år end både hun og de har levet tilsammen…

Denne tilbøjelighed til, at fanskaren pludselig vokser eksplosivt i forlængelse af et dødsfald, er set mange gange tidligere!
Det er vel næsten mere reglen end undtagelsen – og pladeselskaber er hurtige ved mixerpulten, de smeder mens jernet er varmt, og selv dårlig lydkvalitet og demobånd, der fornuftigvis tidligere har været frasorteret, bliver pludselig på det nærmeste et ekstra plus og tages som udtryk for, at talentet eller stemmen var så ekstraordinær, at det ikke betyder noget, at det lyder rædselsfuldt… tankevækkende…!
Efterprøv lige logikken en ekstra gang…!

Facebook og andre forsamlingshuse flyder over med R.I.P.  – i den fejlagtige opfattelse, at det er en forkortelse for “Rest In Peace”.
Hvilket er lidt ærgerligt for den korrekte og lidt skræmmende, virkelige betydning “requiescat in pace”, som er det sted eller den tilstand, som vi formodes at befinde os i mellem dødstidspunktet og Dommens Dag…

Men der sker noget helt fantastisk og forunderligt i disse dage efter Whitney Houstons dødsfald – nemlig at der er en helt ny gruppering af mennesker, som næsten overgår WH-fanskaren i antal og lydstyrke – det er hele den kreds, som har fået øje på al denne forlorne og utroværdige idoldyrkelse, som forlænger og accellererer berømmelsen langt ud over dødstidspunktet og talentets holdbarhed.

Der er dukket denne nye gruppe af trend-sættere op, som har fået øje på al den forlorne popularitets-dyrkelse!
Og der råbes i stedet højt om det latterlige i den slags massehysteri – det er næsten blevet en folkebevægelse, som forsøger at beskytte den afdøde sangerindes eftermæle imod den sensationslystne, ådselhungrende idolisering og som påpeger den pinlige selviscenesættelse, som hele grædekoret iværksætter…
Og det gøres bestemt med megen ironi og humor – slet ikke uden fornemmelse for virkningsmekanismer og markedsføring – og antydningens kunst er en elegant hjemmebane!

Så lige for tiden kan man iagttage hele 2 massebevægelser – den ene som gør som sædvanligt, når en kunstner afgår ved døden – og den anden og nye, som gør opmærksom på det.
Egentlig kunne man tro, at de 2 bevægelser ophæver hinanden – men nej!
Tværtimod virker det som om, at de forstærker hinanden – det giver nogle helt nye markedsmekanismer.
Og balladen overdøves næsten af en helt bestemt lyd – af mediefolk, som gnider sig i hænderne!!!

Det hele minder mig om alle de mennesker, som hidser sig op over f.eks. X-faktor og andre programmer, som virkelig kan få folk på barrikaderne med udsagn om hvor dårligt og forkasteligt det hele er… og som uge efter uge sidder klistret til tv-skærmen for endnu en gang at se og blive bekræftet i hvor forkasteligt det er… mens nogle gnider sig i hænderne!

Jeg håber, at jeg har stavet hendes navn rigtigt!
I will always love you!
Måske sku’ man bare holde mund… 😉