Der er ingen, vi ikke kan gøre noget for…

 Når man støder på det samme gentagne gange, så bør man standse op og overveje…  Hvad går det ud på?
Sådan har jeg oplevet det med et citat fra et digt af Inger Christensen, det indgår i digtsamlingen “Det” fra 1969,
– og jeg synes, at det fortjener at blive bragt som billede.

Noget jeg kom til at tænke på er Søren Kierkegaards “Kærlighedens gerninger” – og en masse afledninger deraf.
Herunder osse Løgstrups bog :”Den etiske fordring”, hvorfra følgende synspunkt stammer – her meget frit gengivet:
“Hver gang man møder eller er sammen med et andet menneske holder man noget af dette menneskes liv i sine hænder!”

Løgstrup blev ikke særlig gammel – det gjorde hans enke til gengæld, og jeg hørte et interview med hans enke for et par år siden, hvor hun blandt andet fortalte, at hun ofte “skældte ham ud” for det han skrev, fordi “det behøver ikke blive skrevet så indviklet!”

Den kritik må man sig, at Inger Christensens digt kommer elegant om ved.
Men hun var jo osse student fra Vejle Gymnasium, der dengang lå i Worsåesgade – et gymnasium, som har fostret så mange kloge hoveder… 😉

(Kort artikel om Løgstrup: Ekstern link om Løgstrup, Kr. Dagbl. 2008 )