Jeg vil ha’ lov…!

Overskriften er lånt fra et digt, som en hjerte-veninde har skrevet for år tilbage.
Digtet udtrykker hendes beslutning, mod og fandenivoldske lyst – til at indtage livet igen, efter at have været nede med nakken.
Her er digtet som “billede” – det blev anvendt ved hendes begravelse forrige år:
Jeg vil ha' lov

Digtet af en Hjerteveninde

Når jeg låner min venindes overskrift, så er min sammenhæng en anden – og meget mindre alvorlig end den, hun digtede ud fra. Men jeg kom til at tænke på digtet med sin “frodige trods” – som jeg kunne bruge til noget!
Jeg har hist og pist fortalt lidt om, at en “Stalker” bl.a. ud fra min blog og en række andre steder i Cyberspace samt i min konkrete virkelighed har plukket mængder af oplysninger og billeder fra mit liv – og anvendt dem til at opfylde sit eget behov både for at præstere noget og at præsentere noget i en anden offentlig sammenhæng.
Blandt de mennesker, som jeg har vist det materiale, som jeg kender til, eller forklaret om det, er der meget stor forargelse over det grænseoverskridende og uetiske i handlingerne – og flere har anbefalet eller foreslået et sagsanlæg.
Jeg har ikke planer om at anlægge sag – jeg tror, at både den “stalkende kunstner” og det museum hun arbejdede sammen med ville blive ellevilde af begejstring over en sådan reklame…
Dertil kommer, at jeg ikke vil spilde tid og ressourcer på en sådan sag – jeg vil hellere “have lov” at bruge min tid og mit liv til noget andet!
Men episoderne og forløbet har gjort stort indtryk på mig – og har haft nogle konsekvenser for mine valg og handlinger – nogle konsekvenser, som jeg nu gør op med!
I et eller andet omfang har jeg ligget “underdrejet” omkring hvad jeg har offentliggjort, efter jeg blev klar over, at jeg blev holdt øje med af “Min Personlige Stalker“, som i det følgende bliver betegnet som MPS!
Både min blog og min Facebook har gennem tiden været en blanding af småbemærkninger puttet ind imellem mere seriøse og meningsfulde skriblerier – og de lidt længere og mere personlige indlæg har jeg holdt igen med pga. MPS… det har præget mig, hvad hun “holder øje med” og hvad hun måske “vil bruge det til”.
Men det skal være slut nu!
MPS skal ikke være bestemmende for hvad jeg skriver eller vælger at offentliggøre!
JEG VIL HA’ LOV… til selv at bestemme!
Og jeg vil ikke ligge underdrejet af hensyntagen til MPS.
Jeg vil heller ikke føle mig nødsaget til at “lukke alle døre og vinduer”…
JEG VIL HA’ LOV til at formulere mig i offentlighed på min blog uden hensyntagen til MPS!
Hun skal ikke få lov til at begrænse mig til kun at skrive for en lukket Facebook-gruppe.
Og hun skal ikke bevirke, at jeg gør min blog til et lukket forum.
JEG VIL HA’ LOV til at linke fra min Facebook, som er en “lukket gruppe” med nuancerede undergrupper – altså linke derfra til min blog, som er åben for omverdenen.
Måske kan det ligne “Hovedkuls og Halsløs Gerning” – jeg kom til at tænke på de begreber, da jeg gik min formiddagstur tidligere i dag og fik øje på noget liggende på vejen i landsbyens Bygade:
Hovedkuls og Halsløs...

– bare der nu ikke er en lille pige, som ikke kan sove i aften…

Men man kan godt have blå øjne som dukken – det har jeg selv – uden at være blåøjet!
Så nogle konsekvenser vil jeg tage undervejs…
Hvis et indlæg omhandler andre “genkendelige mennesker” – enten i ord eller i billede – så vil jeg kryptere indlægget med password, hvorved jeg selv kan administrere at kun mine venner fra lukkede grupper kan læse med!
Selv er jeg så frit stillet, at jeg kan tillade mig at være MIG – jeg er f.eks. ikke nødt til at tage hensyn til job- eller karrieremuligheder. Det er derimod tilfældet for en række mennesker i familien og blandt venner.
Og det vil jeg tage maksimal hensyn til og højde for.
Derudover VIL JEG HA’ LOV at udtrykke mig både personligt og som person… uden at skele til MPS eller hendes behov for at suge næring.
JEG VIL HA’ LOV at leve og skrive ud fra mit hjerte – der er såmænd osse plads til MPS…
Dette indlæg blev udgivet i Eftertanke, Stalking og tagget , , . Bogmærk permalinket.